Rulleskøjteklubben FRISK deltager ved EM i Show og Formation 2022 i Italien


Rulleskøjteklubben FRISK deltager i dagene 7. – 9. juli 2022 ved EM i Forlí med et Seniorformationshold og en Show Quartet (4 gruppe). I alt skal 19 piger i alderen fra 12 – 22 år i konkurrence. 2 løbere deltager på begge hold.

”Sidst vi deltog ved EM i Show og Formation var i 2018, hvor vi havde 2 showhold afsted. Det har ikke været muligt at deltage i EM siden. Dels har vi opbygget en ny gruppe af løbere omkring formationsholdet, og så har corona som bekendt sat en begrænsning for idrætten de seneste år”, siger formand Frank Davidsen, og fortsætter: ”Det er derfor første gang, at mange af vores løbere skal til EM, så alle er spændte på oplevelsen, der venter”.

Der er 6 kunstrulleskøjteklubber organiseret under Rullesport Danmark, hvor FRISK er den eneste klub, som løber formation. Desuden har FRISK en lang tradition for at lave flotte rulleskøjteshows. Udtagelse til EM sker igennem Rullesport Danmark, og derfor stiller FRISK op som landshold. En delegation på 50 personer følger med på turen.

”Deltagelse ved EM har stor betydning, så FRISK kan fastholde interessen og det høje niveau. Fakta er nemlig, at det er svært at fastholde løberne, når de kommer i gymnasiealderen”, siger Frank Davidsen.

Formationsløb er en række koordinerede bevægelser i formationer, rækker og cirkler med masser af fart. Show er en fortælling igennem udtryk og samspil mellem løberne. Begge dele udføres til musik, som fremviser programmernes tema i samspil med flotte dragter.

”En målsætning om medaljeplacering er ikke realistisk, da de sydeuropæiske hold typisk er meget dygtige, men for os er visning af Dannebrog mindst lige så vigtigt af hensyn til at holde disciplinerne i live i Danmark”, siger formanden.

FRISK holder generalprøve (opvisning) med begge hold forud for EM deltagelsen. Det sker mandag d. 4. juli 2022 fra kl. 1900 – 1930 på Ådalens Skole, hal 1, Kornvænget 4, 3600 Frederikssund.

”Alle er velkomne til at kigge med ved generalprøven og sende pigerne godt af afsted til EM” slutter formanden.

EM vil blive livestreamet, og linket kan findes på EM Seniorformation & Quartet

--- -------

Spørgsmål og pressehenvendelser bedes rettet til 

Kasserer Peter Søbæk Christiansen, tlf. 6118 1412, eller Formand Frank Davidsen Tlf. 2275 2804 email: fldavidsen@gmail.com

Hold i dag

Følg med

Nyheder - Vis alle

Events - Vis alle

Instagram